Nyt undervisningstilbud: Bliv bedre til at forstå dit barn med autisme!

Forældre eller familiemedlemmer til børn eller voksne med autisme kan nu få konkrete værktøjer til at håndtere hverdagen. Udviklingscenter Spurvetoften, et botilbud for autister, er klar med undervisning til de pårørende.

Har du et barn eller et nært familiemedlem, som har autisme – og vil du gerne være bedre til at forstå barnets reaktioner? Mangler du og din familie mere viden om autisme og redskaber til at få dagligdagen og familielivet til at fungere?

Udviklingscenter Spurvetoften, et botilbud for voksne med autisme, er i samarbejde med LæringsCenter Brejning, et uddannelsescenter på handicapområdet, klar med et nyt tilbud med rådgivning, undervisning og netværksmøder til pårørende.

Netværk med andre pårørende
”Formålet er at gøre hverdagen lettere for familier, som har autisme helt tæt inde på livet, så pårørende er klædt på med forskellige pædagogiske metoder. I tilbuddet indgår også netværksgrupper med andre pårørende, hvor man kan dele viden og udveksle erfaringer med hinanden,” fortæller Hanne Frandsen, centerleder på Udviklingscenter Spurvetoften.

”Vi underviser fx i autisme og relaterede diagnoser som OCD, Tourett, epilepsi og ADHD – og gennemgår og diskuterer typiske problemstillinger, når et familiemedlem har autisme – særligt i forhold til søskende. Fx om de udfordringer og glæder, der opstår, når en bror eller søster har et handicap. Vi kommer også ind på, hvad der sker, når et barn med autisme bevæger sig ind i voksenlivet. Ofte vil barnet ændre adfærd, og man har som pårørende brug for nye værktøjer,” uddyber Kirsten Stabel fra LæringsCenter Brejning.

De er begge glade for, at der nu er et tilbud til pårørende. Der har længe været et behov. Det oplever de, når de i forskellige sammenhænge møder de pårørende. De pårørende får som regel en kort indføring i autisme, når diagnosen bliver stillet, men efterfølgende har der ikke været et konkret undervisningstilbud til de pårørende – udover kurser af kortere varighed.

Individuel undervisning
Det nye undervisningstilbud løber over et år og er individuelt tilrettelagt i forhold til den enkelte families behov for information. Der er en god vekslen mellem hjemmebesøg med fokus på familiens behov, undervisning, netværksmøder og telefonisk rådgivning. De individuelle møder og undervisningen slutter efter et år, men netværksmøderne med de andre pårørende fortsætter, hvis grupperne ønsker dette.

For yderligere information kontakt
Hanne Frandsen, Udviklingscenter Spurvetoften, tlf.: 22 84 78 26 eller Kirsten Stabel, LæringsCenter Brejning, tlf.: 29 12 42 91.

Udviklingscenter Spurvetoften er leverandør til Den Nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation (VISO). Udviklingscenter Spurvetoften indgår i flere vidensnetværk med førende specialister på området og har en høj grad af specialviden i egen organisation.
Denne side er sidst opdateret: 17.01.2012